top06.jpg

Den 4. juli 2020
Endelig lykkedes det at komme på Mykines.

Om morgenen var der kommet endnu en mail fra vores turudbyder med hensyn til Mykines.

Mailen fortalte kort og godt, at der var gjort forsøg på at booke en ønsket tur til Mykines, men at det var mislykkedes at få en plads. Tilbyder igen at turen kan ombookes, eller, hvis turen er betalt, at beløbet kan refunderes.
Nu var vi ret faste i vores tro på, at repræsentaten fra rederiet havde banket kraftigt i bordet hos vores turudbyder, så vi drog af sted til Sørvåg for at komme på en båd.

 

FOTOs:
Medens vi ventede på båden til Mykines var der tid til at kigge lidt på andre fartøjer i havnen i Sørvåg - her et par transportfartøjer til at transportere laks fra havbrugene ind til forarbejdning i land.
Dette billede giver et godt indtryk af proportioner. Vandfaldet er Mulafossur, som immervæk har et anseeligt fald.


Fremme i Sørvåg samlede et større antal mennesker sig på kajen, hvortil båden ankom kort før den skulle af sted til Mykines kl. 1020.
Skipper havde en printet oversigt over turdeltagere, men nederst nede var med kuglepen skrevet ”CARLO – 2 personer via MM-Tour”.

Da vi gav os til kende, trådte straks en kvinde frem og præsenterede sig som værende fra MM-Tour og overrakte os hver en madpakke og en flaske vand, samt mundtlig overlevering om, at der på Mykines, lige oven for trappen, ville stå en kvinde med et skilt med vores navn – hun ville være vores guide på Mykines under hele opholdet.
Vi er overbeviste om, at turarrangøren med denne fremfærd ville sikre sig mod en mulig negativ omtale.

Så kom vi af sted med båden mod Mykines, og 40 minutter senere var vi på Mykines.
Det var en flyvende landgang, hvor 2 mand stod på kajen og greb hver og en af de frygtløse passagerer som lige var trådt et stort skridt ud fra siden på båden.

 

FOTOs:
Det ser råt og ubarmhjertigt ud, herude på sydsiden af Mykines.
Så er naturhavnen på Mykines i sigte (den er rundt om hjørnet til højre). Trappen fra havnen op til bebyggelsen ligger som et hårnålesving til høre for "vareelevatoren" (det er den lige trappe op til kranhuset i venstre side af billedet).


Så var der dømt trappe- og bjergbestigning for at komme op til selve Mykines – og her stod vores guide.
Vi blev beroliget med, at der var god tid til hele turen op til fyret og tilbage igen.

Vi startede en strabadserende opstigning med 120 højdemeter op over en stejl, våd græsskråning – og så var vi ellers kommet i højden (og lårbasserne meddelte at de havde været på hårdt arbejde).


FOTOs:
Guiden havde allerede på vej op af de 120 højdemeter på det våde, glatte græs, et godt tag i Inge.
Så er der Lunder i hobetal - her som forgrundsfigurer for Mykines by nede i bunden af dalen.


Vi fortsatte hen over højderyggen og fik hilst på en masse lunder (søpapegøjer), men fik også at vide, at der ikke var så mange af dem som tidligere år. Grunden hertil skulle være, at farvandet omkring Mykines ikke længere indeholdt så mange tobis som tidligere – og tobis er lundernes foretrukne måltid, og efter sigende det eneste de kræsne unger værdsætter.
Et lundepar udklækker i øvrigt kun et æg pr sæson.

Vi fortsatte hen over højderyggen, kom forbi en stor mindesten med kopier af de mindeplader der er ophængt i Mykines kirke med navnene på de mykinesborgere som har måttet lade livet på havet (enten fra fiskefartøj ved øen, eller større fartøj, minesprængt under anden verdenskrig eller ved fald fra klippetoppene).


FOTOs:
Nærbillede af en gruppe Lunder.
Lunder i forgrunden langs sydsiden af Mykines - i baggrunden ses fyrtårnet på Mykines.


Så kom vi frem til stedet, hvor en del vender om – og det valgte vi også at gøre.

Fra stedet skulle man ned ad en lang, stejl og smal trappe, over en del kuperet terræn og en bro til den halvdel af øen, hvor fyret ligger.
Derfra op ad en lang, stejl skråning for at nå op til fyret.

Det ville alligevel være for skrap kost for fruen med halvt synsfelt, dårligt knæ, kunstig hofte og udtalte balanceproblemer på grund af det med synet.
Herren ville heller ikke være stolt ved strabadserne, så vi vendte 180 grader - selv om det så var ensbetydende med, at vi ikke kom i nærheden af kolonierne med Suler på rede og med unger.

Guiden foreslog en tur langs højderyggen ud til starten på en vej/sti, som førte ind til byen fra øens nordpunkt.
Det gik også meget godt et stykke tid – så mistede fruen balancen og lå og rodede rundt på ryggen og havde besvær med at komme på højkant igen.
Viste sig, at der ikke var sket skader (ud over de der allerede var der), men fruen ønskede ikke at tage turen langs højderyggen.

Så det blev en tur ned ad den stejle græsskråning.

Tilbage i byen kunne vi konstatere, at der var over 3 timer til båden ville returnere.

Guiden inviterede på husly og kaffe – og så fik vi også konsumeret vores madpakker.
Vi tog herefter en bette tur ud til kanten af klipperne og kom i øvrigt en tur rundt i bygden.
Guiden formåede sågar at få fikset en nøgle, så vi kunne komme indenfor i kirken.

Så sagde vi endnu en gang tak til lidt husly inden det var tid til at finde tilbage til havnen og båden retur til Vagar.


FOTOs:
Et typisk færøsk kirkerum - himlen er blå.
Lige uden for bygden var klippestationen. Her klippes får - ulden kasseres, da den ikke kan indbringe penge, og egentlig skulle ulden brændes af straks efter klipningen. Men det fik man ikke lige gjort sidste år.


På vej ned ad trapperne gik fruen i baglås og satte sig på et pladdervådt trappetrin (synet havde spillet hende et puds og låst bentøjet).

Medens vi ventede på båden retur til Sørvåg, var der rig lejlighed til at kigge nærmere på det hektiske liv der var Rider på de stejle klippesiderne inde i naturhavnen.
Selv her midt ude i Nordøen / Atlanterhavet findes der masser af skrald fra havet som skyller op på stranden, især plast, bøjer, træstykker og knuste flamingokasser var repræsenteret.

 

FOTOs:
På vej tilbage til Sørvåg fra Mykines, tog skipper turen syd om Tindholmur (det er den store ø til højre) og formationen Dranganir - det gav lige et par spektakulære billeder.


Da vi skulle ombord på båden tilbage til Sørvåg fejlbedømte hun afstanden mellem kajen og båden – og var faldet lige ret i vandet mellem kajen og båden, hvis ikke der havde stået 2 mand til at sikre at folk kom helskindede ombord (uden en utilsigtet badetur).

Vejret har været meget omskifteligt, gråvejr, tågevejr, diset, lavthængende skyer, støvregn, rigtig regn, let vind og frisk vind.
Mykines var altså en både god og flere dårlige oplevelser.

Retur på hotellet blev vejrudsigten for Tvøroyri for i morgen kontrolleret – det ser ikke helt værst ud.
Vejrudsigten for i morgen med hensyn til Suderoy lover tørvej indtil kl. 1400, og derefter under 1 mm nedbør pr time de næste 6 timer. Altså ikke så værst.

Fik også lige betalt for 3 gang benyttelse t/r af undersøiske tunneller.

Fortsættes på næste side.

sidebar01.jpg