head15.jpg

Mandag den 15. april 2019

Rejseslskabets beskrivelse:

3. dag: Fra Rotterdam mod Antwerpen
Vi har formiddagen i Europas største havneby, Rotterdam. Vi ser byens centrum, og får også mulighed for at komme op i den ca. 100 meter høje Euromast, hvorfra vi har et enestående vue over havnen, byen og de mange kanaler. Vi spiser frokost om bord, mens sejladsen går via indlandshavet mod Antwerpen, en af verdens største havne. Den belgiske havneby har tradition for handel, og skibe fra hele verden mødes her. Vi lægger til kaj i Antwerpen midt på aftenen.

Skibets dagsprogram, leveret aftenen forinden:

  • 0730-0930 Morgenmad i restauranten
  • 0900 Udflugt i Rotterdam
  • 1245 Alle skal være på båden
  • 1300 M/S Rigoletto forlader Rotterdam og fortsætter til Antwerpen
  • 1300 Frokost i restauranten
  • 1630-1700 Småkager i salonen
  • 1830 Middag i restaurantenen.
  • 2030 Vær med os i loungen for en aften med musik med vores board-musiker Miro.
  • ca. 2100 Ankomst til Antwerpen
  • 2100-2200 Happy hour i bar og loungen (see ou happy hour card for the special prices)
  • 2230 Natmad i loungen


FOTOs herover:
Dækket på det flodkrydstogtskib vi lå fortøjet udenpå i Rotterdam - fyldt med cykler - i baggrunden Erasmusbrug.
Euromast i Rotterdam med udsigtsplatformien midt oppe.


Da vi vågnede, kiggede vi ret ind i skibssiden på et andet fartøj, som vi lå fortøjet uden på.

Konstaterede via besøg på dækket, at vi lå uden på et andet flodkrydstogtskib som sejlede rundt med en masse gæster og cykler.
Vi var fortøjet umiddelbart opstrøms ved Erasmusbrug midt i Rotterdam.

Efter indtagelse af et righoldigt morgenbord, hvorunder der blev afgivet bestillinger på de varme retter til frokost og aftensmåltidet, blev vi transporteret til foden af Euromast.

Vi valgte at springe turen i masten over - vi var deroppe for 9 år siden, og dagens udsigt fra tårnet blev vurderet til at være nogenlunde den samme som dengang, måske endda en tand ringere på grund af disen.
De der tog turen til toppen bekræftede bagefter, at der havde været en del dis, især mod øst, altså ind i landet.

Vi gik i stedet en tur i området.

Så blev hele selskabet kørt ind til hovedstrøget i Rotterdam, hvor alle blev fulgt ind til Binnenwegplein og derefter sluppet løs på egen hånd.
Guiden glemte bare at fortælle, at om mandagen holder forretningerne altså lukket indtil enten kl. 1100 eller 1200 - så der var ikke så forfærdelig meget at kigge på.

Binnenwegplein er et af Europas første, planlagte gadesystemer beregnet for gående - altså et gågadesystem.
Det er den totale sønderbombning af Rotterdam i starten af 2. Verdenskrig, og den efterfølgende genopbygning af Rotterdam helt fra bunden (og nogle meget fremsynede byplanlæggere), som har muliggjort dette.


FOTOs herover:
Skulpturen "CASCADE" på Churchillplein af Joep van Lieshout er speciel, og har sit eget web-site - KLIK HER.
Der ligger mange specielle fartøjer i Rotterdams Maritime Museum. Museet har sit eget web-site - KLIK HER.


På vej tilbage til skibet gik vi ad adskillige kajer i området med Rotterdams Maritime Museum.
Der ligger godt nok mange flotte og spændende skibe langs kajerne her.

Alle var retur på skibet senest kl. 1245 efter ordre fra kaptajnen, hvorefter der straks blev lagt fra kaj og retningen sat mod Antwerpen.

Kl. 1300 var der frokost (puuuhaaaaa en omgang at komme igennem):

  • Lille tallerken med rødbedesalat,
  • oksebouillon m/crutoner,
  • enten spaghetti bolognese eller kalkunragout m/mos,
  • så en frugttrifli -
  • og til sidst en kop kaffe.

Eftermiddagen blev for det meste tilbragt på soldækket - der hvor man nu kunne finde læ.
Ind imellem passerede vi en sluse eller to, og fandt ud af, at selv om de fleste lægter (de der lange, smalle fragtbåde til kanalbrug) var op til 135 x 12,5 meter (længde x bredde), kunne der i nogle af sluserne ligge ikke mindre end 4 af slagsen samtidig.

Sejladsen mod Antwerpen forløb stille og roligt.
Først gennem noget industrihavn i Rotterdam, så forbi flere mindre bysamfund, et par atomkraftværker og adskillige kilometer med åbne marker ad vandveje som varierede utrolig meget i karakter, trafiktæthed og bredde.


FOTOs herover:
Så blev sluseporten bag skibet endnu en gang lukket - denne gang var vi 3 skibe i slusen.
Indsejling til den del af havnen i Antwerpen hvor vi skulle ligge krævede behændighed af skipper - det var 90° til styrbord og brug af bovpropel ad flere omgange, men vi kom igennem uden at røre siderne i bolværket under broerne.


Kl. 1630 - 1700 var der små kager (ikke småkager) og kaffe i loungen, hvor vi fik snakket med et par af de svenskere der også er med på skibet.
Viste sig, at de kom fra Laholm-området, et område som især Carlo har gode erfaringer med fra de år hvor han først som deltager, siden som leder, deltog i Dansk Kano og Kajak Forbunds sommerlejre på Lagan-elven.

Kl. 1830 var der middag i restauranten (puuuhaaaaa en omgang at komme igennem):

  • Cesars salat på hollandsk,
  • blomkålssuppe,
  • enten stegt ørred (total udbenet) eller gammeldags oksesteg,
  • så brun og hvid chokolademousse -
  • og til sidst en kop kaffe.

På slaget 2100 lagde vi til i Antwerpen, og samtidig startede en gang "happy hour" i loungen og board musikeren lod sine toner lyde.


FOTOs herover:
Så er vi kommet ind i inderhavnen, hvor vi skal ligge et lille døgns tid - og broen er igen lukket bag os.
Langs den ene side af denne del af inderhavnen lå der 5 tørdokke, men kun een af dem var benyttet.


Medens vi spiste aftensmad, havde den del af besætningen som ikke styrede skibet eller lavede og serverede mad, haft travlt med at slå sengene ned i alle kahytter, samt lægge en seddel med programmet for dagen i morgen.

Der blev tid til en enkelt forfriskning fra "hjemmebaren" inden hovederne ramte hovedpuden.

side14.jpg