head15.jpg

Søndag den 14. april 2019

 


FOTOs herover:
Vores overnatningssted i Lutte.
"PAS PÅ" - der kommer elektriske knallerter med en vis fart på divet ved Volendam.


Rejseselskabets beskrivelse:

2. dag: Zuidersøen, Amsterdam og ombordstigning i Haarlem
Efter morgenmaden fortsætter vi rejsen mod Amsterdam.
Vi skal ikke så langt, så vi tager en flot køretur ud over det flade og kanalfyldte landskab ved Zuidersøen.
Vi holder en lille formiddagspause i Volendam, inden vi ankommer til Amsterdam omkring middag. Her har vi en hel, spændende eftermiddag til at nyde Hollands største by. Vi kører ind til centrum, og sammen med rejselederen går vi en lille byrundtur bl.a. forbi Anne Franks hus og langs de mange, smukke kanaler til Kalverstraat, der er byens hovedstrøg.
Sidst på eftermiddagen kører vi til Haarlem lige vest for Amsterdam og går om bord på vores skib.
Efter indkvartering serveres middagen i skibets restaurant.
Vi sejler mod Rotterdam, som vi ankommer til hen på natten.

Dagens program startede med at stå tidligt op, da bussen skulle afsted fra hotellet kl. 0800 - og så var der oven i købet kun ½ time til at få klaret morgenmaden inden afgang.

Fra hotellet kørte vi med retning mod Volendam, hvor det egentlig var meningen at vi skulle have været ude at gå en lidt længere promenadetur på diget ud mod Zuiderzee.
Vores rejseleder havde ved kontakt til M/S Rigoletto fået at vide, at alle mand skulle være ombord kl. 1500 da skibet havde "en sluse man skulle nå inden et nærmere fastsat tidspunkt".


FOTOs herover:
Det ceremonielle kongeslot "Koninklijk Paleis" ved pladsen "Dam".
Man skal jo starte et sted - mon det er den næste til at få sit eget rovfugleshow?


Det var godt et par timer tidligere end rejselederen havde regnet med ud fra det program Riis Rejser havde lavet tilbage i november (hvor katalogerne  blev sendt i trykken).
Det betød så, at der med selv kun et kort stop i Volendam (uden promenadetur, men mulighed for lige at komme op på diget og kigge ud over Zuiderzee) også i sidste ende ville være mindre tid til rådighed i Amsterdam inden ombordstigning på M/S Rigolette i Haarlem.
Vi fik vores kig ud over Zuiderzee, og måtte midt i det hele "springe for livet", da en flok turister kom drønende på elektriske knallerter på cykelstien på toppen af diget.

Eftert lynvisittet i Volendam blev retningen sat mod Amsterdam via den 30 km lange indre dæmning i Zuiderzee mellem Lelystad og Enkhuizen (WIKI om "Houtribdijk", KLIK HER).
Vand til begge sider hele vejen over dæmningen, men før afslutningen ved Enkhuizen var et større areal til venstre klargjort til at skulle huse marine, aktivitetspark, udkigstårn m.m.m..

Vi fortsatte frem til en P-plads foran St. Nicholas Basilica over for hovedbanegården, Amsterdam Centraal, hvor vi blev læsset af og derefter under ledelse af guiden i samlet flok bevægede os ad hovedstrøget, Damrak, op til hovedpladsen, Dam, ved det gamle kongeslot og De Nieuwe Kerk.


FOTOs herover:
Vinderbilledet fra "World Press Photo Exhibition 2019" - en lille mexicansk pige græder medens moderen bliver visiteret; senere blev mor og barn adskilt og bragt til hver sin flygtningelejr i USA.
Der var lige en pudsig opstilling med adskillige spejle midt inde i udstillingen - så her har i Carlo i 3D.


Her skiltes vores veje i alle retninger. Nogle fulgte guiden til Anne Franks Hus (hvor køen var så lang, at man ikke kunne overskue ventetiden), andre gik selvstændige ture.

Vi gik en tur i De Nieuwe Kerk - ikke for at gå i kirke, men for at kigge på udstillingen "World Press Photo Exhibition 2019" som var åbnet dagen forinden efter at vinderfotoene var blevet officielt annonceret i begyndelsen af ugen.
En masse gode billeder - men i langt overvejende grad om krig, sorg og ødelæggelse.

Efter at alle havde fundet frokost på egen hånd, mødtes vi igen foran St. Nicholas Basilica for at komme med bussen ud til M/S Rigoletto kl. 1415.

Efter indkvartering på M/S Rigoletto var vi i restauranten for at få anvist vores bord for perioden ombord.

Kl. 1515 lagde vi fra kaj, og lige inden 1530 nåede vi frem til den første sluse, hvor deadline var sat til kl. 1530.

I kahytterne lå en kort beskrivelse for resten af dagen ombord:

•    1600 Småkager i salonen (sprang vi over, da der var rigtig godt vejr udenfor)
•    1800 Velkomstreception og introduktion af besætningen i loungen.
•    1830 Velkomstmiddag i restauranten.
•    2030 Vær med os i loungen for en aften med musik med vores board-musiker Miro.
•    2230 Nat snack i loungen
•    ca. 0100 Ankomst til Rotterdam.


FOTOs herover:
Så er vi klar til at passere gennem den første af mange sluser - man når da at blive lidt i tvivl om, hvorvidt der overhovedet er plads til skibet.
På plads i slusen og porten bag ved lukket, vandstandsniveauudligning har fundet sted, porten foran er åbnet og nu er broen på vej op så vi kan komme videre.


Kl. 1830 var der middag i restauranten (puuuhaaaaa en omgang at komme igennem):

  • en salatstarter
  • en gullerods- /appelsinsuppe som smagte rigtig godt
  • helstegt svinemørbrad med rösti, en smule grønt og en god, kraftig sauce
  • flødeis m/skum på toppen ledsaget af kirksebærsovs
  • og til sidst en kop kaffe

Medens vi spiste aftensmad, havde den del af besætningen som ikke styrede skibet eller lavede og serverede mad, haft travlt med at slå sengene ned i alle kahytter, samt lægge en seddel med programmet for dagen i morgen.

Vi fik os en enkelt forfriskning / kop kaffe - og så var det ellers tid til at gå i seng uden den annoncerede "Nat snack i loungen" - det havde hverken skribent eller ledsager overskud til.

side03.jpg