header06.jpg

Torsdag den 8. august 2019
DAG 2:   Ålesund - Art Nouveau byen, Geirangerfjorden eller Hjørundfjorden

Rejsebeskrivelse fra Holstebro Rejsecenter

Hvis du vågner tidligt op næste dag, har du mulighed for at nyde den betagende smukke Nordfjord, efterfulgt af en lækker morgenmad.
Idet vi sejler forbi Vestnes, krydser vi det åbne hav for første gang i
løbet af denne rejse. Skibet vil derefter navigere gennem skær og øer, før vi når Ålesund. Denne by er kendt for sin unikke Art Nouveau arkitektur.
Fra Aksla har du en fantastisk panoramaudsigt over hele
området.
I sommermånederne sætter vi kursen mod den spektakulære UNESCO-kårede Geirangerfjord. Vi passerer stejle 800m klipper og imponerende vandfald undervejs.
I efteråret udforsker vi Hjørundfjorden, der ligger midt i de majestætiske Sunnmørs Alper. Dens afsides og uberørte natur, er det, der giver denne fjord sin helt særlige atmosfære. Langt fra de travle turistattraktioner, bringer
Hurtigruten sine passagerer forbi stejle klippevægge, grønne enge, ensomt beliggende bjerge, ødegårde og små landsbyer.


Udflugtstilvalg for begge:

Geiranger med Trollstigen (Geiranger-Molde).
Velkommen til verdens mest uberørte rejsemål – Geiranger med Trollstigen!

1.    UNESCO verdensarv
2.    Smuk udsigt, som vil tage pusten fra dig.
3.    Oplev fjord, fjelde og indsø i en udflugt
4.    Spændende køretur langs Trollstigens hårnålesving
5.    Besøg Gudbrandsjuvet
Oplev fjorden, der står på UNESCO’s verdensarvliste! National Geographic har desuden kåret Geiranger til verdens mest uberørte rejsemål. På køreturen op kører vi ad Ørneveien, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Geirangerfjorden. Vi kommer videre langs det idylliske Eidsdalsvatnet, og en færge sejler os fra Eidsdal til Linge. Ved Gudbrandsjuvet tager vi et stop for at tage billeder, før vi kommer til højfjeldet.
En af turens største højdepunkter er, når vi snor os gennem de 11 hårnålesving ned langs Trollstigen.Vel nede igen tager vi en kop kaffe og en bid brød, før vi fortsætter til Romsdalsfjorden, hvor landskabet ændrer sig og får et mildere udtryk. Vi slutter af med en middag i Molde, inden vi går om bord på skibet igen. Tag på denne tur, hvis du vil opleve fjorden, troldefjelde og smukke udsigter – alt sammen i én udflugt!
Servering: Kaffe/te, middag i Molde. Det er kun deltagere på udflugten, der kan gå i land i Geiranger. Frokost om bord på Hurtigruten før ankomst i Geirangerfjorden kl 13.15.

Fysisk niveau for at deltage på udflugten: 2 – For de fleste, kræver turen nogen fysisk anstrengelse. Landgang med tenderbåd. Adgang til og fra tenderbåd er ikke handikapvenlig.
Varighed: 7 timer 30 minutter


Vågnede til en noget diset og grå dag med temperaturer, som lå 5-6° under gårsdagens niveau.

Af en eller anden grund var vi tilmed en del forsinkede, så da det blev annonceret, at vi snart ville anløbe Ålesund, var det med beskeden, at de der havde planlagt at ville kortvarrigt i land her skulle undlade dette, da skibet ville lægge fra kaj igen så snart der var losset og lastet.

Fra Ålesund fortsatte vi turen ind i det der sluttede med at være i Geiranger for enden af Geirangerfjorden.
En lang tur fra ca. 1045 til til ca. kl. 1445.
Den 3-timers sejltur forbi Storfjorden, Hjørundfjorden, Sykkylvej, Dyrkorn, Stordal, Djupedal, Stranda, Synnylvsfjorden, Oksneset, Robbervika, Smoge, Meåkneset, Geirangerfjorden, Matvika, Blomberg, Brudesløret, Skageflå, De Syv Søstre, Friaren, Ørneveien og ind til selve Geianger er garanteret mægtig, mægtig flot, når ellers vejret spiller.
Det gjorde det så ikke – altså vejret – det var gråt og overskyet med meget lavthængende skyer og tågedis der havde med det ene øjeblik at nå faretruende tæt ned mod vandoverfladen for derefter at trække op i 1-2-300 meters højde, og dermed slet ikke højt nok til at vi på noget tidspunkt kunne se fjeldtoppene til nogen af siderne på hele sejlturen frem mod Geiranger.

Da vi gik fra borde i Geiranger kiggede vi lige ret ind i siden på et mægtig stort krydstogtskib – og så var der regnvejr.
Vi valgte at slutte os til den bus (bus 2) som skiltede med norsk og tysk sprog. Det endte med, at hele busturen fra Geiranger til Ålesund blev guidet på tysk (vi forstod det tyske, og guiden var utrolig tydelig i sine udtalelser; så det var nemt nok at have med at gøre i tilgift fik vi så mere information end ellers da guiden ikke hele tiden skulle skifte sprog til de forskellige ting).

Så startede en flot køretur op ad den utroligt stejle Ørneveien, som undervejs har 11 hårnålesving til toppen i 620 meters højde over havet. Kort før slut på Ørneveien var der en udsigtsplatform lige ved det sidste hårnålesving. Hold da helt kaje, her var trafikkaos med busser på vej op og ned, biler og motorcykler. Lidt udsigt var der også fra platformen, dog begrænset af det stærkt disede vejr.

Vi fortsatte langs Eidsvannet til Eidsdal, hvor vi tog færgen til Linge. Så gik det igen opad, op til Gudbrandsjuvet.

Der var 11 hårnålesving på vej op via Ørneveien, og så var der 11 hårnålesving ned igen ad Trollstigen fra Gudbrandsjuvet, hvor vi ikke fik ret meget god udsigt med fra.
Her var egentlig stillet en storslået udsigt i vente – men der var så tæt tåge på stedet, at man kun kunne se ca. 50 meter frem for sig uanset hvor man bevægede sig hen.

Da vi var kommet vel ned ad Trollstigen, og holdt ind for at få vores eftermiddagskaffe – kl. ca. 1900 . .  hmm, kunne vi kigge ”bagud” og få lidt fornemmelse af hvad vi var gået glip af fra topppen.
Sen eftermiddagskaffe med en franskbrødssnitte og en hel vaffel på traktørstedet for enden af Trollstigen blev det til.

Vi fortsatte mod Molde, og skulle med en færge fra Åfarnes til Sølsnæs – den var dog lidt forsinket, så den kom vi først ombord på kl. 2100.

Kl. 2130 skulle vi spise varm aftensmad på Scandic Alexandra Hotel i Molde. Torsk med mos og fintskårne grøntsager, og til dessert ”Bondepige med slør”.

 

sidebar02.jpg